søndag den 3. februar 2013

Sidste dag på barsel

Efter en helt fantastisk ferie i Skallerup Klit sammen med mine forældre, min søster, svoger, samt deres tre dejlige børn og et brag af en sølvbryllupsfest i nat er det nu tid til at pakke tasken.

I dag er nemlig min sidste dag på barsel og i morgen er jeg atter aktiv studerende. Jeg starter ud med 2 uger på skole, hvorefter jeg skal knap 8 uger i praktik i psykiatrien og selvom det er lidt vemodigt at skulle ud af barselsboblen, så glæder jeg mig også helt vildt til at starte op igen.

Jeg starter selvfølgelig ud med syge børn. Hailey hoster, har feber og er bare rigtig sløj. Så som det ser ud lige nu, skal hun ikke i vuggestue i morgen. Det er simpelthen så typisk. Vi har ikke haft syge børn i jeg ved ikke hvor lang tid, og nu - lige inden jeg starter op igen - ligger 2 ud af 3 børn syge. Nu må vi se hvordan vi løser det. Jeg er i hvert fald lige nødt til at møde op til introduktionen i morgen og så må vi tage den derfra..

tirsdag den 22. januar 2013

Dagens instagram..

.. 2 års bryllupsdag!

Fejret med en tur i wellness, brunch på Fellini og en dans i brudekjolen.

Oh, I love you, Ken!

mandag den 21. januar 2013

Restaurant Mor

Min mor viste mig engang en tegneseriestribe fra avisen hvorpå der stod "Restaurant Mor, åbent hele natten". Dengang grinede jeg af den, men tænkte ikke videre over det, men nu kan jeg da virkelig sætte mig ind i hvordan hun har haft det dengang jeg var lille.

I går tog vi beslutningen herhjemme. Projekt Stop Natamning er gået i gang. Det er vigtigt for os at vi får nogenlunde styr på det inden hverdagen banker på om er par uger, så vi er meget spændte på hvor længe der går før Hailey vænner sig til det.

Efter de mange opvågninger i nat er jeg allerede godt træt og har da også tænkt om det nu er det værd, men nu er beslutningen taget og den holder vi ved. Det bliver jo meget bedre når først vi er kommet igennem det. Og Gud, hvor jeg glæder mig til vi når dertil.

tirsdag den 15. januar 2013

Pakke klar til afhentning

Jeg fik en sms fra GLS i morges om at en pakke fra spirrevippenshop.dk var klar til afhentning.
Det var denne lækre sag fra MOLO. Nu er Hailey forårsklar..

 

søndag den 13. januar 2013

10 måneder

Hvor er det vildt! 10 måneder gammel.. Om 2 måneder sidder vi og fejrer Haileys 1 års fødselsdag. Naya sagde til mig i dag: "Tænk at jeg vågnede og så var hun bare blevet født". Det har gjort et kæmpe indtryk på hende at vågne op til en lillesøster den morgen for 10 måneder siden.

Der sker så meget med Hailey disse dage. For 9 dage siden begyndte hun at komme op på alle fire efter nogle måneder hvor hun har leget soldat og krøbet sig frem. I dag begyndte hun så at kravle baglæns. Er spændt på hvor lang tid der går før hun kommer fremad på den måde. At krybe er stadig favoritten! Hendes yndlingsleg er i øjeblikket "Tittebøøøh" og hendes eget legetøj siger hende absolut intet. Næ, storebrors og storesøsters legetøj - det dur! Hun er stadig altid glad og har nu 8 tænder! Jeg tror der er flere på vej. Gummerne er hævede og der er mange opvågninger om natten. Hun er også begyndt at gentage hvad vi siger til især Nayas store begejstring. Hailey har indtil videre sagt "Naya" og "mor". Hun vejer nu 9,7 kg og måler 78 cm.

Hailey trives som vuggestuebarn og har siden tirsdag haft almindelige dage dernede. Fra 9-15. Jeg er så stolt af hende og vildt imponeret over hvor godt hun har klaret indkøringen. Seje pige!



Tittebøøøh!

lørdag den 12. januar 2013

Nayas guldkorn

Min datter Naya på 4 år kom med en sjov bemærkning i dag:

- "Mor, hvad er vi herhjemme? Er vi Des eller dus?"

Jeg var færdig af grin, og det mindede mig om en liste jeg har lavet, hvor jeg har noteret alle hendes skøre ting og sjove bemærkninger ned, som jeg lige vil dele med jer:

3 år, 6 mdr.

Naya bliver sur over at det tager for lang tid for mig at hente lommeletter til hende.
- "Skynd dig!! Ellers får jeg bussemandsbetændelse"

3 år, 6 mdr.

Naya: "Oldemor Aase bor langt væk, ikke også mor?
Mig: "Jo, hun bor i Randers"
Naya: "Hun bor ikke i Randers And, vel?

3 år gammel

Naya er lige startet i børnehave.
Pludselig begynder hun at synge:

"Mariehønen evigglad
gik tur på mormors pølsemad
og den var rød og hviiiiiid
og mormor slog en ordentlig skid"

3 år gammel

"Mor.. Rammer maden baby når du spiser?"

Jeg kommer ud i en lang forklaring om at baby og mad ligger i to forskellige poser, hvortil hun spørger:

"Er der så skrald i sådan en pose?"

3 år gammel

Naya kigger på min mave.
"Hvad er der?" - spørger jeg.
"Hvor kommer babyen ud henne?"

2 år, 11 mdr

"Hvor skal vi hen", spørger Naya.
Vi fortæller hende vi skal i Føtex, hvorefter hun synger:
"Føtex er sej, vi gør mere for dig"

2 år, 11 mdr

Naya ser fjernsyn og kalder
"Mooooaaaaaarr"... "Hans mor hedder også mor" siger hun med en meget overrasket stemme.

2 år, 7 mdr

Mor kommer med saftevand og Naya rynker på næsen.
- "Jeg kan ikke lide det. Det er ikke saftevand.. Det er cola med prut på"

2 år, 7 mdr

- Mor, jeg er meget sur nu!
- Nå, hvorfor er du det?
- Fordi jeg skal lave lektier.

(Naya surmuler og sætter sig i sofaen med en bog)

2 år, 7 mdr

Naya er meget optaget af at moster er gravid i øjeblikket, så hun sad og legede med Tristan og puttede en bold op under trøje.

- "Se Tristan.. Jeg har en baby i maven"

Jeg blander mig og siger overrasket til Tristan:

- "Nææææ se en lille baby Naya har i maven, Tristan", hvortil Naya svarer:
- "Ej mor.. Det er altså bare en bold!!"

Så blev man lige sat ud af den leg!

2 år, 7 mdr.

Naya kommer ind fra altanen og siger til mig;

- Mor, Naya vil ger'n be'om penge
- Penge til hvad?
- En bil! (som var det den største selvfølge)

2 år, 6 mdr.

Vi var i sommerhus og skulle alle 4 sove på samme værelse. Derfor skulle Naya sove på en madras på gulvet. Naya var ikke meget for at sove den aften, så mor måtte venligt, men bestemt bede Naya om at lægge sig i sengen og sove. Hertil svarer Naya "Jamen mor, det er jo ikke nogen seng, vel!"

27 mdr. gammel

Naya har tydeligvis hørt efter hvordan vi snakker til hinanden herhjemme, for en dag da jeg kommer med mælk til Naya, kigger hun op og siger "Tak, søde".

23 mdr. gammel

Ugen før Nayas 2 års fødselsdag og hvor Naya og jeg er alene hjemme ser jeg at Naya går ud i gangen. Herefter hører jeg døren smække, og vil lige tjekke om Naya er gået. Jeg finder Naya på vej ned ad trappen udenfor, og idet Naya ser mig, siger hun "Naya løbe VÆT" (læs:væk)

23 mdr. gammel

Jeg skulle ud på altanen og putte Tristan i vognen. Naya går med, med bliver bedt om at gå ind pga. kulden. Naya siger så "mooar" og jeg når lige at vende mig om og se, at Naya låser altandøren efter sig, så Tristan og jeg blev låst ude. Naya rullede gardinerne for og satte sig til rette i sofaen. Jeg havde ikke telefon med, så jeg måtte vente på en genbo og få ham til at ringe efter hjælp. En halv time senere kom min far til undsætning.