lørdag den 12. januar 2013

Nayas guldkorn

Min datter Naya på 4 år kom med en sjov bemærkning i dag:

- "Mor, hvad er vi herhjemme? Er vi Des eller dus?"

Jeg var færdig af grin, og det mindede mig om en liste jeg har lavet, hvor jeg har noteret alle hendes skøre ting og sjove bemærkninger ned, som jeg lige vil dele med jer:

3 år, 6 mdr.

Naya bliver sur over at det tager for lang tid for mig at hente lommeletter til hende.
- "Skynd dig!! Ellers får jeg bussemandsbetændelse"

3 år, 6 mdr.

Naya: "Oldemor Aase bor langt væk, ikke også mor?
Mig: "Jo, hun bor i Randers"
Naya: "Hun bor ikke i Randers And, vel?

3 år gammel

Naya er lige startet i børnehave.
Pludselig begynder hun at synge:

"Mariehønen evigglad
gik tur på mormors pølsemad
og den var rød og hviiiiiid
og mormor slog en ordentlig skid"

3 år gammel

"Mor.. Rammer maden baby når du spiser?"

Jeg kommer ud i en lang forklaring om at baby og mad ligger i to forskellige poser, hvortil hun spørger:

"Er der så skrald i sådan en pose?"

3 år gammel

Naya kigger på min mave.
"Hvad er der?" - spørger jeg.
"Hvor kommer babyen ud henne?"

2 år, 11 mdr

"Hvor skal vi hen", spørger Naya.
Vi fortæller hende vi skal i Føtex, hvorefter hun synger:
"Føtex er sej, vi gør mere for dig"

2 år, 11 mdr

Naya ser fjernsyn og kalder
"Mooooaaaaaarr"... "Hans mor hedder også mor" siger hun med en meget overrasket stemme.

2 år, 7 mdr

Mor kommer med saftevand og Naya rynker på næsen.
- "Jeg kan ikke lide det. Det er ikke saftevand.. Det er cola med prut på"

2 år, 7 mdr

- Mor, jeg er meget sur nu!
- Nå, hvorfor er du det?
- Fordi jeg skal lave lektier.

(Naya surmuler og sætter sig i sofaen med en bog)

2 år, 7 mdr

Naya er meget optaget af at moster er gravid i øjeblikket, så hun sad og legede med Tristan og puttede en bold op under trøje.

- "Se Tristan.. Jeg har en baby i maven"

Jeg blander mig og siger overrasket til Tristan:

- "Nææææ se en lille baby Naya har i maven, Tristan", hvortil Naya svarer:
- "Ej mor.. Det er altså bare en bold!!"

Så blev man lige sat ud af den leg!

2 år, 7 mdr.

Naya kommer ind fra altanen og siger til mig;

- Mor, Naya vil ger'n be'om penge
- Penge til hvad?
- En bil! (som var det den største selvfølge)

2 år, 6 mdr.

Vi var i sommerhus og skulle alle 4 sove på samme værelse. Derfor skulle Naya sove på en madras på gulvet. Naya var ikke meget for at sove den aften, så mor måtte venligt, men bestemt bede Naya om at lægge sig i sengen og sove. Hertil svarer Naya "Jamen mor, det er jo ikke nogen seng, vel!"

27 mdr. gammel

Naya har tydeligvis hørt efter hvordan vi snakker til hinanden herhjemme, for en dag da jeg kommer med mælk til Naya, kigger hun op og siger "Tak, søde".

23 mdr. gammel

Ugen før Nayas 2 års fødselsdag og hvor Naya og jeg er alene hjemme ser jeg at Naya går ud i gangen. Herefter hører jeg døren smække, og vil lige tjekke om Naya er gået. Jeg finder Naya på vej ned ad trappen udenfor, og idet Naya ser mig, siger hun "Naya løbe VÆT" (læs:væk)

23 mdr. gammel

Jeg skulle ud på altanen og putte Tristan i vognen. Naya går med, med bliver bedt om at gå ind pga. kulden. Naya siger så "mooar" og jeg når lige at vende mig om og se, at Naya låser altandøren efter sig, så Tristan og jeg blev låst ude. Naya rullede gardinerne for og satte sig til rette i sofaen. Jeg havde ikke telefon med, så jeg måtte vente på en genbo og få ham til at ringe efter hjælp. En halv time senere kom min far til undsætning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar